Klaus Lynggaard har holdt hundredvis af foredrag på skoler, gymnasier, højskoler og biblioteker, i foreninger og andre fora.
Derudover har Klaus Lynggaard forelæst på universiteter i Schweiz, Holland, Sverige og Tjekkiet samt afholdt skrivekursusforløb på højskoler som Testrup, Vallekilde og Vestjyllands Højskole.
Nedenfor følger beskrivelser af de populæreste emner; andet kan aftales.
En færdig mand
– en roman
Klaus Lynggaards første roman i næsten fire årtier beskriver hvordan nutidsmennesker agerer og taler sammen på kryds og tværs af generationer og køn. Om deres sorger, glæder, bekymringer, fornøjelser og udfordringer.
Bogen følger den 49-årige enkemand Thomas i en periode, hvor han udfordres på bolig, job, familie og kærlighed, og hvordan han forsøger at tackle udfordringerne. Tonen er skiftevis melankolsk og munter, for selvom Thomas er i krise, har han ikke mistet sin humoristiske sans.
Klaus Lynggaard fortæller om bogens tilblivelse og tankerne bag og indgår efterfølgende i dialog om nogle af de temaer, der slås an.
1/ Personfølsomme oplysninger
– tekster fra et kræftforløb
Bogen ”Person følsomme oplysninger” (Gyldendal, 2016) består af korte tekster, som blev skrevet på en iPhone, mens Klaus Lynggaard var i kemoterapi ovenpå et kræftforløb. En hudløs og desperat, men også galgenhumoristisk og livsduelig bog, der både vakte opsigt og fik en strålende modtagelse.
Oplæsning fra bogen med uddybende kommentarer og dialog med publikum.
2/Populærmusikkens historie fra Elvis til Beyoncé
1950'ernes ungdom generobrede kroppen med et livsbekræftende beat, der stjal med arme og ben fra afroamerikansk musik. I 60'erne satte Beatles og Stones en ny musikalsk dagsorden, og med Bob Dylans sangkunst opstod ideen om rock som et (fin)kulturelt udtryk. 1970'ernes polariseredes med glam, disco, punk og new wave, hvor 80'ernes stjerner (Michael Jackson, Madonna, Prince m.fl.) forventedes at beherske såvel det visuelle som det auditive.
I 90'erne fragmenteredes scenen, hiphop detroniserede rocken som oprørske unges talerør, mens dance- og klubkulturen satte kroppen i centrum og den elektroniske udvikling gjorde det muligt at forvandle teenageværelset til et pladestudie.
I det 21. århundrede har internettet radikalt ændret måden hvorpå musik skabes, konsumeres og distribueres på. Pop, R&B og hiphop er blevet ungdommens foretrukne genrer.
Under forløbet afspilles musikeksempler.
3/ Danmark Drømmer.
Dansksproget musik fra Steppeulvene til The Minds of 99
I moderne dansk musik mødes elementer fra enhver tænkelig tradition, som i processen løbende bearbejdes og transformeres. Der løber tråde fra Kingo over Steppeulvene, C.V. Jørgensen og Malk De Koijnfrem til Natasja og The Minds of 99.
Alskens kunstnere har afsøgt det danske sprogs klanglige muligheder i et moderne rytmisk og elektrisk forstærket regi. Selv her midt i digitaliseringens og globaliseringens tidsalder synges og rappes der som aldrig før. På dansk. Klaus Lynggaard er ekspert i den danske sang og fører kyndigt og med speederen i bund publikum gennem både dens triumfer og nedture.
Foredraget illustreres med musikeksempler.
4/ Kim Larsen, Gasolin’ og den danske sangtradition
Med afsæt i Kim Larsens musik foretages en overflyvning af den danske sang fra ”Drømte mig en drøm” til de seneste hits på modersmålether i 2020erne.Kim Larsens egen sangskrivning formåede at favne alt fra folkeviser og salmer over revyviser og højskolesangbog til moderne pop og rock. Han var heller ikke bleg for at gå i kødet på både klassikere på de tre album med ”Sange fra Glemmebogen”, han sammen med sit orkester Kjukken udsendte i 00’erne. På alle måder indbegrebet af dansk sang formåede han at både rumme, bearbejde og forny traditionen.
Sammen med Søren E. Jensen udgav Klaus Lynggaard i 2019 ”Værsgo – den ultimative guide til Kim Larsens plader.
En hyldest til en himmelsk stemme | Kristeligt Dagblad
Foredraget illustreres med musikeksempler.
5/ Frank Sinatra & The Great American Songbook
The Great American Songbook findes ikke i fysisk form som sådan, men er et stort antal sangtitler hentet fra jazzen, poppen og musicalen, som komponeret i perioden cirka 1920-1970 gerne omtales som ’standards’. Blandt de mest berømte komponister i genren finder vi Irving Berlin, George Gershwin, Jerome Kern, Richard Rodgers, Cole Porter, Frederick Loewe, Duke Ellington, Burt Bacharach, Henry Mancini og mange, mange flere.
Disse standards er blevet tolket af utallige, men hvis der findes en kunstner, som er synonym med begrebet, må det være Frank Sinatra (1915-1998), som i en aktiv karriere, der spændte over seks årtier, indspillede sange af alle de væsentligste bidragsydere til den sagnomspundne Great American Songbook.
Klaus Lynggaard er kender af såvel amerikansk populærmusik som af Frank Sinatra, og har blandt andet skrevet følgende om manden:
Stemmen. Simpelthen | Information
Og om The Great American Songbook:
Den store amerikanske sangbog | Information
Foredraget illustreres med musikeksempler.
6/ David Bowie.
Strange Fascination
Klaus Lynggaard har fulgt David Bowies karriere, siden midten af 1970erne og frem til hans død i januar 2016. Musikeren, sangeren, komponisten, tekstforfatteren, performeren, modeikonet, selviscenesætteren, skuespilleren er nogle af de facetter af Bowie, der afdækkes i dette vidende og hæsblæsende foredrag om en af rockens giganter.
Sammen med kollegaen Henrik Queitsch redigerede Klaus Lynggaard antologien CHANGES – Tekster om David Bowie (2016).
Under forløbet afspilles musikeksempler.
7/ Bob Dylan.
Myter, manier og mysterier
Som Bob Dylan-fan og -kender i 50 år tager Klaus Lynggaard publikum med på en personlig karruseltur i Mesterens Univers. Dylans værk fremstilles lidenskabeligt og kalejdoskopisk i krydsfeltet mellem kunstnerisk nerve og eksistentiel erkendelse med hvad deraf følger af fortabelser og fantasmagorier. Også et møde med Dylan i Rom i 2001 berøres.
Under forløbet afspilles musikeksempler.
8/Leonard Cohen.
Sangens tårn
Blandt de væsentligste sangskrivere og digtere i nyere tid rejste Leonard Cohen (1934-2016) et værk af beskedent omfang, men kolossal betydning. Klaus Lynggaard har fulgt kunstneren fra de tidlige 70’ere og frem til hans død i 2016. Han har set Cohen optræde utallige gange samt interviewet ham ved flere lejligheder og kender værket, bøger som plader, ud og ind.
Under forløbet afspilles musikeksempler.
9/ Rundt om The Velvet Underground, Lou Reed, John Cale, Nico
– historien om alletiders stilskabende orkester
Få grupper har haft så skelsættende betydning for moderne musik som New York-kvartetten The VelvetUnderground. Selvom den miskendtes i samtiden (årene 1965-1970), er dens betydning kun vokset siden. Opdaget af den legendariske billedkunstner Andy Warhol berøres også periodens dynamiske kunstscene i NYC. Gruppen stod endvidere fadder til tre stilskabende solister – Lou Reed, John Cale og Nico – som Klaus Lynggaard har interviewet alle tre og forløbet krydres med anekdoter om hans møder med ikonerne.
Under forløbet afspilles musikeksempler.
10/ En elektrisk storm.
The Beatles og 1960'erne
Som fan fra drengeårene af fortæller Klaus Lynggaard historien om i de fire ungersvende fra Liverpools fænomenale og unikke karriere med en skæv og personlig indfaldsvinkel. Og samtidig gennemgås det kulturpolitisk måske mest radikalt omvæltende årti i det 20. århundrede: De sagnomspundne og ofte alt andet end glade 1960'ere.
Under forløbet afspilles musikeksempler.
11/ We mean it, man! Om punk, post-punk og 1980'erne.
Et øjenvidne fortæller (næsten) alt.
Klaus Lynggaard var selv med i årene 1977-1985 og fortæller med en humoristisk undertone om at tilhøre en generation, som mente at verdens undergang lå lige om hjørnet og derfor gav den hele armen og på alle kontakter i et epoke, der lagde ud i femte gear. Og holdt tempoet det meste af vejen igennem.
Under forløbet afspilles musikeksempler.
12/ En rejse ind i musikken.
Klaus Lynggaard spiller og fortæller om sin yndlingsmusik
Klaus Lynggaard spiller særligt udvalgte favoritter fra musikkens verden og deler ud af sin kolossale viden om de sidste hundrede års populærmusik. Tilbring et par underholdende og oplysende timer i selskab med en kender, der har bevaret både nysgerrighed og entusiasme.
Under forløbet afspilles musikeksempler.