I midt halvfjerdserne var jeg overbevist om, at jeg skulle være keramiker og begyndte en uddannelse på Skolen for Brugskunst, som dog endte med, at jeg tog afgang i glas. Men jeg har aldrig sluppet min fascination til leret - min første kærlighed. Så det virkede naturligt at jeg, i mit livs efterår, skulle tilbage og arbejde med et materiale som jeg havde forsømt i mange år.

Forsøg med lertyper, forglødning, begitning, glasering, brænding  etc. gik bestemt ikke efter planen, det var som at starte forfra. En del nye forsøg med kvætseforme, fri modellering og plade teknik gik bedre og blev klar til forglødning og ovnen tændt.  MEN - uden at gå i detaljer - resultatet blev en stor sammensmeltet klump i midten af ovnen. Alt var ødelagt, men ovnen overlevede og jeg tog lige et pusterum for at samle mod og motivation.

Jeg bliver, på en opfordring, en del af service netværket omkring Mols Bjerge Nationalpark. Det indebærer at man sætter sig ind i historien omkring dette smukke og unikke område - tre dage med engagerede foredrag, rundvisninger og inspirerende netværksmøder.  Lykkelig over invitationen blev jeg dog lidt flov over min uvidenhed omkring det sted, hvor jeg har boet de sidste 38 år men samtidig fik jeg en kæmpe gave.
En gave som pakkede sig selv ud ved mit arbejdsbord: en historie om istiden. Dramaet om isen og jorden der formede det fantastiske sted, hvor jeg nu bor.
Isen og jorden - glasset og leret!
De to materialer som jeg altid har elsket og dyrket med lige dele vovemod og ærefrygt, blev inspiration til nogle nye værker, nye skulpturer som snart er klar til at se dagens lys. 

​

Herunder viser jeg nogle arbejdsbilleder af processer samt nogle billeder af de værker som indtil videre er færdige.